25. DAG

Udødelighed

Af ANNE KNUDSEN

"Fæ dør, og frænde dør, men én ting ved jeg, som aldrig dør. Rygtet om hver mands dåd." Sådan mente vikingerne, og dét synspunkt var de ikke ene om. Talløse som himlens stjerner er de mennesker, der i tidernes løb har ofret deres eget eller andres liv for at udødeliggøre deres navn. "Honore in vita, in morte fama" hedder det i corsicanernes sange, og dén formulering har de direkte fra den latinske oldtid, hvor fornemme familier ødelagde eller ruinerede sig selv snarere end at lade ryet tage skade. Også endnu tidligere var det dét, det gik ud på. Faraonernes mægtige bygningsværker skulle bevare deres ry for eftertiden, deres statuer og indskrifter skulle i al evighed minde mennesker om deres navne og gerninger. Kwakiutl-indianerne rejste mægtige totempæle for at give fædrenes ry faste holdepunkter, kineserne prisgav sparsom agerjord til forfædrenes templer, rahjaer byggede mausolæer, der var mere værd end deres riger. Triumfbuer, søjler, obelisker og tvillingtårne skal minde beskueren om bygherrens bedrifter, og fortællinger om kulturens helte er en fast bestanddel af myriader af samfund over hele kloden. Størstedelen af de bygninger, skrifter og kunstværker, vi har, er i sin tid skabt med ryets udødelighed som hovedsigte.

Den anden side af denne universelle iver efter udødeligt ry er naturligvis fjenders trang til at ødelægge ryet. Til at skabe glemsel. De mangelfuldt retoucherede sovjetiske og kinesiske fotografier, hvor Trotskys pelshat eller Li Pengs skygge er blevet tilbage for at minde tilskueren om tilstedeværelsen af mænd, som er blevet myrdet med tilbagevirkende kraft, er kun de nyeste eksempler. Egyptiske helligdomme er vandaliseret af deres bygherrers umiddelbare efterfølgere, Karthago blev revet ned og tonsvis af salt drysset ud over det sted, hvor byen og dens haver havde stået, statuer fik skiftet hovedet ud og indskrifter blev fjernet i hele oldtiden. Struenses våbenskjold blev brækket i stykker, før hans krop blev sønderbrudt, og Hermann Görings våbenskjold er forsvundet fra Frederiksborg Slot. Hvert år er der aktivister, der kræver gader og pladser opkaldt efter afdøde personer, som efter deres mening ikke burde være uden mindesmærker i vejviseren. Begrundelsen er, at manglen på opkaldte gader og pladser er ensbetydende med bevidste, ondsindede forsøg på at skubbe de pågældende ud i glemslen. Men ryet overlever virkelig på forbløffende vis. Vi ved naturligvis ikke, hvor mange bemærkelsesværdige personer og handlinger, der er indskrevet i Den store Glemmebog, men vi ved, at mangt et ry har overlevet behjertede forsøg på at udrydde det. Store fortællinger om heroiske handlinger vandrer viden om og bliver genfortalt gang på gang. Burgunderrigets udslettelse i Europas folkevandringstid levede videre i halvandet årtusind i vidt forgrenede sagnkredse fra Island over Gotland og alle de tyske lande til Spanien. Hunnerkongen Attila, hans burgundiske brud og de dramatiske handlinger omkring hans død lever endnu i Wagners operaer, og i Østergötland står en runesten fra 800-tallet, der handler om Theoderik den Stores bronzestatue, som blev opstillet i hans hovedstad Ravenna før 526. Folkevandringstidens begivenheder udgør Europas kollektive erindring. Nogle af personerne, stederne og begivenhederne i denne fælles erindring kan kontrolleres og verificeres. Mange andre er ikke længere til at fastholde. Men det forhindrer ikke kong Arthurs ry i at leve og vokse, at vi ikke længere ved, hvor han hører hjemme i tid og rum.

Nogle historiske perioder er bedre end andre til at skabe stabile ry. Et område, hvor man tydeligt kan skelne disse produktive perioder, er helgenernes genealogi. Folkevandringstiden producerede ikke bare historier om prinsesser, konger, drager, guld og heroiske og tragiske handlingsforløb. Et betydeligt antal katolske helgener stammer også fra denne tid, og sjovt nok er mange af disse helgener kvinder. Den næste store bølge af helgener kom i 11-1200-tallet, og dér er det ikke kun de kristne, vi taler om, men også en lang række muslimske helgener i den nordafrikanske islam, der i mange århundreder afveg fra den mellemøstlige ortodoksi netop ved den vidt udbredte helgendyrkelse. Nordafrikas muslimske helgener var jævnaldrende med mange kristne helgener, heriblandt den danske Sankt Knud.
Vi ved ikke, hvorfor ryet har bedre vilkår i nogle perioder end i andre. Vi ved ikke engang, om de mennesker, der bliver husket gennem århundreder, virkelig var mere mindeværdige end så mange andre. Men vi ved, at ryet om deres handlinger har betydning for, hvordan vi ser på verden. Uden Tristan og Isolde ville kærligheden nok se anderledes ud, end den gør, selv i dag. Uden ridder Lancelot ville vi måske have andre billeder af sammenhængen mellem belevenhed og militære evner, uden Djengis Khan ville vi måske være mindre bange for befolkningerne østpå, og uden Robin Hood ville skattevæsenet mangle sin mytologi. Uden Jellingestenen ville Harald Blåtand måske være glemt, og vores billede af Danmark ville i hvert fald være anderledes. Selv om vi ikke ved, om der er basis for Harald Gormsens praleri, er hans indsats for at bevare sit eget ry en grundpille i vores forståelse af os selv.

(fortsættes)

 

ARKIV: IS/ICE


"Rygskriver", Kobberstiksamlingen, 1985

 

DAGENS GENSTAND: AGURK/CUCUMBER


BOG:
ÅBENT OG OKKULT
MISBRUGT OG SPRÆNGT
ÅNDSSVAGT OG HØ­JTRAVENDE
DRISTIGT OG OPFINDSOMT
SKÆRPET OG SVÆVENDE
FRIT OG TVETYDIGT
USAGLIGT OG FORENKLET
VANSKELIGT OG TRÆTTENDE
­HØJRØ­STET OG ILDFULDT
IMPONERENDE OG BETAGENDE
ÅNDFULDT OG PERSONLIGT
SKØNT OG NYDELIGT
LIDENDE OG LYKKELIGT
FREMMEDT OG FORNYENDE
SÆRLIGT OG ÆREFULDT
DRAGENDE OG UIMODSTÅELIGT
POETISK OG BROGET
SPONTANT OG PARODISK
TEKNISK OG FATTIGT
STRINGENT OG VIDUNDERLIGT
SPLITTET OG STRIDBART
STOLT OG ÆDELT
SMUKT OG BLÆNDENDE
EGOISTISK OG SKRØBELIGT
ÅRVÅGENT, SMÅT OG ÅDSEL­GRÅT



GÅ TIL 26. DAG




 CONTACT