9. DAG

LEGENDA AUREA

(del IV/ VIII)

Således kom fra forskellige provinser 50 mestre, som overgik alle dødelige i verdslig klogskab. De spurgte kejseren, hvorfor man havde kaldt dem sammen fra alle ender og kanter. Kejseren svarede: “Der er hos os en jomfru, som er helt uden sammenligning i tanker og klogskab, hun overvinder alle måder og siger, at guderne allesammen er onde ånder. Besejrer I hende, så vil I kunne tage hjem igen med stor ære”.

Da talte een med ærgerlig stemme: “O hvilket stort råd fra kejseren, at han har ladet verdens vismænd kalde til sig fra fjerne lande til en uædel strid med en jomfru, da dog den ringeste af vore elever let kunne overvinde hende”. Kejseren sagde: “Jeg kunne vel med pinsler tvinge hende til at ofre, men det tykkes mig bedre at overvinde hende ganske med Jeres grunde”.

Men vismændene talte: “Så lad jomfruen blive bragt til os, hun skal bekende sin forbrydelse og sige, at hun aldrig så klogere mestre”. Da jomfruen fornam, hvilken strid som ventede hende, befalede hun sig helt til Herren. Og se, Herrens engel kom til hende og opfordrede hende til at forblive standhaftig; og han sagde, at hun aldrig ville blive overvundet af dem, men selv ville hun omvende dem og følge dem til martyrpalmen. Da hun nu blev ført for mestrene, talte hun til kejseren: “Med hvilken ret er dette, at du sætter 50 mestre til at strides med en jomfru og ovenikøbet lover dem store gaver, hvis de sejrer; og du lader mig kæmpe uden håb om belønning? Dog vil min belønning være Herren Jesus Kristus, som er håb og krone for alle dem, som kæmper for ham”.

Nu sagde mestrene, at det var umuligt, at Gud kunne blive menneske eller lide; da påviste jomfruen, at noget sådant sågar var blevet forudsagt af hedningerne. Thi Platon beskriver Gud som rund og buet; men sibyllen siger: “Salig den gud, som hænger på det høje træværk”. Således stredes jomfruen klogt med mestrene og tilbageviste dem med klarlige grunde, så de med stor forundring sad som stumme, og ingen af dem vidste, hvad han skulle sige. Da opflammedes kejseren imod dem med stor vrede, og begyndte at skælde dem ud, fordi de således lod sig besejre af en kvinde.

Da talte een som var mester over de andre: “Du ved, kejser, at aldrig har et menneske stået overfor os, uden at vi straks overvandt ham; men ud af denne jomfru taler Guds ånd, hun bringer os således i stor forundring, at vi ikke kan eller vil tale mod Kristus. Derfor, O kejser, siger vi uden blusel: Kan du ikke bekræfte de guder bedre for os, som vi har æret indtil nu, så omvender vi os alle til Kristus”. Da kejseren hørte dette, blev han overmåde vred og befalede, at man skulle brænde dem alle midt i byen. Men jomfruen styrkede dem og gjorde dem standhaftige overfor pinen, og lærte dem med flid at tro. Da blev de kede af, at de skulle dø uden dåb. Men Katharina sagde: “Frygt ikke, thi Jeres blod vil døbe og krone Jer”. Således velsignede de hinanden med korsets tegn og blev derefter stødt ind i flammerne, og gav deres sjæle til Gud; men deres hår og deres klæder forblev ubeskadigede af flammerne. Dernæst begravede de kristne deres døde.