22. DAG

(EKKO – fortsat)

OVIDS forvandlinger

kap.III, v.370 f.:

Som hun [Ekko] nu så Narcissus vandre omkring i naturen, brød hun i kærligheds lue og fulgte ham lige så stille. Jo tættere på hun kom til sin flamme, des hedere blev hun, ganske som fængeligt svovl, der sidder på enden af faklen, bryder i brand, så såre man holder det nær til en flamme.

Hvor ofte ønsked hun ikke at tale så kærligt til drengen, bruge de ømmeste ord! Men som hun er indrettet, kan hun ikke begynde. Men, hvad hun kan, det er hun parat til: vente på noget at sende sit ord tilbage som svar på.

Han var engang kommet væk fra skaren af trofaste fæller og havde råbt: “Nogen her?”, og “Her!” var svaret fra Ekko. Forbavset ser han sig søgende om og råber med høj røst: “Kom så!”, og Ekko ber ham om det, som han ber om. Han spejder sig atter omkring: Der er stadigvæk ingen, der kommer. Så si’r han: “Undgår du mig?” – og svaret består i det selv samme spørgsmål.

Han bliver ved, og forvirret af svarene prøver han atter: “Begiv dig så hen til mig!” Så glad som aldrig i livet sender hun svaret: “Giv dig så hen til mig!” I fortrøstning til sine ord går hun ud af tykningen og vil forsøge at kaste sin arm om sin elskedes nakke og ta ham i favnen.

Drengen flygter og råber under sin flugt: “Tag de arme væk og bliv mig for livet! For heller lider jeg døden end jeg er din! “Jeg er din!” – det var svaret, han hørte fra Ekko.

(fortsættes)

(På danske vers af Otto Steen Due; Centrum, 1989)