30. DAG
RYGTETS FORM (fortsat)
AF MIKKEL BOGH
De mange komponenter i “Fama – Instant Saints” bindes sammen til en helhed ved en række greb, der med visse forbehold kalder på betegnelsen “systemiske”. Til forskel de ganske betydningsforladte geometrier i forgangne årtiers systemiske kunst har de ritualiserede handlinger, optællingen til 51 og alt hvad dermed følger i denne udstilling imidlertid en mere end blot neutralt strukturerende funktion. Tallene, de liturgiske principper og den arkiviske orden i skulpturens forløb trækker betydninger og historier med sig.
Grundlæggende udfoldes værket inden for tre rammer, som igen afstikker grænserne for skulpturens polymorfe “rum”. Disse rammer tenderer mod at blive mere eller mindre fyldt ud i udstillingsperiodens løb. For hver dag øges således mængden af materiale i værket. Først er der den arkitektoniske ramme; det er kirkerummet i hele sin udstrækning, rummet, hvori udstillingens enkelte komponenter sammenstilles og udvides, fysisk i form af opradede genstande og kropsaftryk, der hver dag føjes til væggene, og akustisk i form af en dagligt gentagen og udbygget musik. Dernæst er der den tidsmæssige ramme; den udgøres af forløbets 51 dage, som opregnes nummerisk og markeres ved rituelle handlinger og hvis spor i rummet er den stadigt forlængede tonerække, der sammen med reallydene vokser sammen til en musikalsk komposition. Tidsrammen lukker sig ved forløbets kulminerende afslutning, hvilket selv markeres ved et kanoniseringsritual. Den principielle mulighed for at værket i rygtets uklare form strækker sig længere ud i tiden kan dog ikke udelukkes. Endelig eksisterer værket inden for det, man kunne kalde for den kommunikative ramme; dette er uden tvivl den mindst håndgribelige, den mest ukontrollable og den mest imaginære af de tre, for det er den rygterne, de strømmende ord, de løsagtige meddelelser, ferniseringsindbydelserne og ikke mindste publikums forestillinger bevæger sig inden for, altsammen som en del af “skulpturen”. Med denne sidste ramme er værket placeret i et i princippet grænseløst felt, og var det ikke for den nødvendige tilstedeværelse af de to andre rammer ville skulpturen her have været fuldstændigt atomiseret, opløst i en sværm af løst, om overhovedet, ordnede rygter og informationer.
Men som sagt er det sammenstillingen af de tre slags rum, som gør “Fama – Instant Saints” til en skulpturinstallation, der al flygtighed og al tilfældighed til trods kan gribes som formel størrelse. Dette formelle greb sikrer, at de dagligt tilføjede objekter/attributter danner forløb og at forløbet danner mulige fortællinger; og at lydene fra handlinger og tale i rummet bliver til musik, det vil sige opsamles, gribes, forvandles.
Helt afgørende er imidlertid det, der kommer udefra; alt det, publikum bringer med sig ind og tager med ud, snart lukket inde i de subjektive monader, snart samlende sig i indsigter af større rækkevidde. Hver besøgende sin helgen, sin imaginære skulptur, sine mirakuløse sammentræf, sit mulighedsrum, hinsides kollektive, meningsdannende komplekser. Men ethvert udsøgt mirakel, enhver lille, dagligdags kilde til undren, skyldes en omstændighed eller et sammenfald af omstændigheder, som tilstøder den enkelte, som faktisk hænder, det vil sige kommer ude fra, fra verden selv, og som sådant er tilgængelige for andre end den, der erfarer. Når verden åbenbarer sig for den årvågne, når forhold støder sammen, fordi det tilfældigvis og uden varsel sker eller fordi vejen efter lang tids stringent æstetik eller videnskabelig søgen er blevet beredt, så bliver der lys, og lys er grundlag for indsigt. Surrealisten André Breton havde et ord den slags mirakuløs erfaring, hvori tilfældet viser det virkelige: han kaldte det for en profan illumination. Her bliver den enkelte øjeblikkeligt helgen.
ARKIV: KJOLER/DRESSES
“Iskjole”, Smeltetid # 5, 1993
DAGENS GENSTAND: OLIE/OIL
BOG:
ENERGISK OG HURTIGT
ROBUST OG SYNLIGT
ELSKELIGT OG IØJNEFALDENDE
VARMT OG ORNAMENTALT
ABSTRAKT OG NÆNSOMT
GNISTRENDE OG RUGENDE
RENLIVET OG USÆDVANLIGT
FAGERT OG BERØMT
VIBRERENDE OG FLAMMENDE
BERUSENDE OG STUPIDT
UPÅKLAGELIGT OG ELSKOVSFULDT
EVIGGYLDIGT OG PUDSIGT
SKØNT OG FORVREDENT
SPLINTRET OG HIMMELSK
IMPULSIVT OG TRADITIONELT
STÆRKT OG SART
UDEFINERLIGT OG MYTISK
SVIGEFULDT OG REVOLUTIONÆRT
GEDIGENT OG SELVLYSENDE
FRUGTBART OG FORARGET
VILDT OG HENSYNSLØST
PATETISK OG OVERVÆLDENDE
SÆRT OG MYSTISK
GAMMELT OG FORFALDENT
ELEGANT, SPARSOMT OG ECRU