39. DAG

HELGENINDEN

Katrines videre skæbne – hvor Legenda Aurea stopper (se tidligere dage)

På en pilgrimsrejse i 320 når Kejserinde Helena (255-330, den senere Sankt Helena, og mor til Konstantin den Store) til Sinai-ørkenen, hvortil mange kristne har søgt tilflugt under forfølgelserne og lever som eneboere. Ved foden af Sinai-bjerget finder hun Den Brændende Tornebusk. Her får hun opført et kapel til Jomfru Marias ære og et tårn hvor eremitterne kan beskytte sig mod overgreb. Det er begyndelsen til klosteranlægget der siden får Katrines navn.

En eremit ser i et syn, hvorledes det afsjælede legeme af martyren Katrine fra Alexandria af engle bliver bragt til bjerget, DJEBEL MUSA, nær ved klostret. En munk finder Katrines jordiske rester dryppende af olie på bjergtoppen og et kapel bliver rejst til hendes ære.

Relikvierne bliver bragt ned til klostret hvor de lægges i en marmorsarkofag, og klostret bliver viet i hendes navn.

To gange om året, den 13.maj, dagen for fundet på bjergtoppen, og den 25.No- vember, dagen for hendes halshuggelse, går munkene i procession rundt om klostret med tændte lys og to juvelbesatte skrin med hendes relikvier. Det ene inde- holder hendes kranie, det andet hendes ene hånd smykket med ringe og armbånd. Den store byzantinske bygherre kejser Justinian (527-565), der står for en række af de fornemste byggerier i mellemøsten sender på opfordring sine ægyptiske håndværkere til klostret i ørkenen, udvider og befæster det. I midten af 600-tallet bliver området erobret af Islam, og klostret bliver isoleret fra den kristne omverden.

Takket være dette undgår Sankt Katharinaklostret ved Djebel Musa og klostrets enestående samling af ikoner og manuskripter at blive udsat for de kristne billedstormernes hærgen.

Først i 1956-65 finder en registrering sted af de flere tusinde ikoner der er skabt i korsriddertiden.