51. DAG

Notat til Tripudium, 1:

Latin-Dansk ordbog:

a: trippen, trippedans.

b:det bedste varsel (når de hellige høns åd så meget, at føden faldt fra den).

Notat til Tripudium, 2:

I det gamle Rom fandtes en spådomskunst gennem fuglevarsler (auspicier). Den blev udført af en augur . Via fuglenes flugt og deres skrig kunne man få tegn om gudernes vilje. Augurens teknik var hemmelig og blev overdraget mundtligt fra den ene generation til den anden. På et tidspunkt opstod en særlig form for auspicium: man begyndte at tage varsel efter hellige høns’ adfærd under fodringen. Når de sultne kræ var så sultne, at de af lutter grådighed tabte maden ud af næbbet, var det et godt tegn. Man lærte selvfølgelig også at manipulere med varslet idet man lod de hellige høns sulte og til auspiciet fodrede dem med en grød, der måtte falde ud af næbbet på dem. De, som negligerede varslerne, gik det dårligt.

(Kilde: Romerske guder og helte, Leo Hjortsø, Politiken, 1990)

Notat til Tripudium, 3:

Partitur over udførelse af et auspicium (fra Cicero: De Divinatione II, in: Ciceros Filosofiske Skrifter, bd.III, p.489-491, ved Franz Blatt, Thure Hastrup og Per Krarup):

“Q.Fabius [=N.N.], jeg ønsker din medvirken ved auspicier” – “Jeg er rede,” svarer han. I en sådan situation tilkaldte man blandt vore forfædre en kyndig mand, nu om stunder slår hvem som helst til. Men kyndig må den være, der skal forstå, hvad “stilhed” er; under auspicier forstår vi nemlig ved “stilhed”, at der ikke foreligger nogen religiøs hindring af nogen art. Det ernoget, som kun den udlærte augur kan bedømme. Når så den, der tager auspicierne, byder medhjælperen: “Sig til, om du skønner, at der er stilhed,” ser denne hverken opad eller til siderne, men svarer straks, at han skønner, der er stilhed. “Sig til, om de æder,” siger auguren. – “De æder.” – “Hvad er det for fugle, og hvor er de?” – “Det er høns,” svarer han, “som hønsevogteren har bragt hid i et bur.” – Aha, disse fugle er altså Juppiters mellemmænd! Hvad rolle spiller det, om de æder eller ej? For auspicierne er det komplet ligegyldigt. Men eftersom der, når de æder, nødvendigvis må falde noget ud af næbbet på dem og ramme jorden […] – forkyndes der tripudium solistimum. Ja, men kan der være noget guddommeligt ved et auspicium, der i den grad er fremtvunget og afpresset? At de ældste augurer ikke benyttede det, har vi et bevis på i et gammelt bevaret dekret af kollegiet om, at enhver fugl kunne give tripudium. Under de forudsætninger vil det altså være et auspicium, at fuglen har vist sig, blot det er sket frivilligt, og den kan da betragtes som Juppiters bud og tjener. Men nu om stunder, hvor den er lukket inde i et bur og halvdød af sult, kan du vel ikke regne det for et auspicium, hvis de går løs på melbollen og taber noget ud af næbbet?

KRAKA:

Regnar Lodbrogs anden hustru. Hun var datter af Sigurd Fafnersbane og Brynhild ifølge nogle sagn; andre fortæller, at hun som barn drev i land, skjult i en harpe. Regnar havde hørt om hende og lod hende kalde. For at se om hendes kløgt stod mål med hendes skønhed pålagde han hende at komme hverken påklædt eller nøgen, hverken mæt eller fastende, hverken alene eller med ledsager; Kraka svøbte sig i et fiskenet og sit lange hår, bed i et løg og ledsagedes af en hund. Hendes historie er skildret i forskellige nordiske folkeviser og fyldigst i den islandske saga om Regnar Lodbrog. I skildringen af hendes dybe følese, hendes dristighed og vid har den islandske sagadigtning tegnet en af sine ædleste kvindeskikkelser.

(Kilder: Salmonsen Konversationsleksikon og Gyldendals 10-bindsleksikon)