1. DAG

OVIDS FORVANDLINGER

Kap.XII, v.39f.

RYGTET

I universets centrum, imellem jorden og havet og himlen, der, hvor de tre af verdens domæner forenes, der, hvorfra man kan se, hvad der sker, hvor fjernt det så end er, hvor man kan høre hver røst, hvorfra den end måtte komme. DÇr bor Rygtet og der har hun valgt sit hjem og sin højborg.

Utallige døre og vinduer er der i slottet, og alle er de på videste gab; der er ingen dør, der kan lukkes. Nat og dag er der åbent. Og alt er af rungende bronze, der summende udsender ord og gentager alt, hvad det hører.

Ro er der aldrig i huset og ikke en afkrog med stilhed; råb er der dog heller ikke, men dump, vedholdende mumlen, som når man står langt væk og hører på brændingens brusen, eller som når tordenen rumler til sidst i de kulsorte skyer, når de på Jupiters bud har givet et skrald under uvejr.

I salen er der bestandig en kommen og gåen af masser af luftige Rygter, sande og falske imellem hinanden, der bringer en uoverskuelig strøm af informationer.

Disse fylder med al deres snak de nyfignes øren, og de fortæller det atter til andre, og målet af opdigt vokser – enhver, der beretter, har nye detaljer at melde.

Der bor Naiviteten og misforståelsens Letsind, ùnsketænkningen sammen med bange anelser Uro, spontane Revolutioner og lumske Hviskekampagner.

Selv kan hun se, hvad der hænder af nyt i himlen, på havet og jorden, og her sine kilder i hver en afkrog af verden.

På danske vers af Otto Steen Due
(Centrum, 1989)