13. DAG

LEGENDA AUREA

(del VI/ VIII)

Dernæst kaldte han Katharina til sig og sagde: “Ganske vist har du med din tryllekunst bragt min kejserinde til døden, alligevel skal du være den første i mit palads, hvis du vil komme til fornuft. Endnu i dag skal du ofre til guderne eller miste dit hovede”. Hun svarede: “Fuldbyrd din vilje med mig, thi se, jeg er beredt til alle pinsler”. Altså blev der givet en dom over hende, at hun skulle halshugges. Da hun blev ført til marterstedet, da hævede hun sine øjne op mod himlen, bad og sagde: “O du alle troendes fortrøstning og frelse, alle jomfruers ære og pryd, Herre Jesus, gode konge, jeg beder dig: Den som ser på mine lidelser med andagt, og anråber mig i sin dødsstund eller i anden nød, måtte han blive tilstået sit ønske i nåde”. Da kom en stemme til hende; den sagde: “Kom nu min elskede og min brud, thi se, himmelsdøren er åbnet for dig, og til alle dem, som ser på dine lidelser med andægtige hjerter, skal den himmelske bistand være lovet, som du har bedt om”. Dernæst huggede man hovedet af hende. Da flød fra hendes legeme mælk for blod; men englene tog hendes legeme og førte det op på bjerget i Sinai, de var undervejs i hele 20 dage, og begravede hende der med stor ære. Fra hendes knogler flyder olie uafbrudt, som helbreder lemmerne på alle, som er syge og svage. Hun led under Tyrannen Maxentius eller Maximinus, som kom til at herske i det Herrens år 310. Men hvorledes Maxentius blev straffet for denne misdåd og for andet, som han havde gjort, det læser vi i historien om fundet af det hellige kors.

Man fortæller, at en munk fra Rouen kom til bjerget i Sinai, og forblev der andægtig i Sankt Katharinas tjeneste i syv år. Da han med stor glød bad hende om at blive beæret med at få noget fra hendes legeme, løsnede en fingers led sig pludselig fra hendes hånd. Den gudsgave modtog munken med glæde og bragte den hjem til sit kloster.

Det fortælles også, at een var Sankt Katharina ganske hengiven, og ofte påkaldte hendes bistand; dog mistede han i tidens løb af ladhed sin andægtige hensigt, og bad ikke mere til hende. Engang lå han i bøn, da så han en skare jomfruer drage forbi ham, blandt disse var een, som lyste for alle de andre; men da hun nærmede sig ham, tilhyllede hun sit åsyn og gik altså forbi ham med tilsløret ansigt. Han undrede sig over hendes store glans og spurgte, hvem det kunne være; da svarede een fra skaren ham: “Det er Katharina, som du kendte godt engang; men nu da du tilsyneladende ikke kender hende mere, tilhyllede hun sit åsyn for dig, og gik ugenert forbi dig”.