17. DAG

LEGENDA AUREA

(del VIII/ VIII)

For det andet var hun så ganske vidunderlig i veltalenhed, thi hun havde stor veltalenhed i sin prædiken; som man ser af hendes taler. Hendes tale var også egnet til at stå for svar; hvilket hun beviste, da hun sagde til kejseren: “Undrer dette tempel dig, som er skabt af håndværkernes hænder ?” Hendes tale var også liflig til at drage mennesker til sig; hvilket blev åbenbart med Porphyrio og kejserinden, som hun drog mod troen ved sin tales sødme. Hun var også stærk i overtalelse, hvilket er bevist med mestrene, som hun overtalte med stor kraft.

Det tredie var hendes standhaftighed, thi hun var standhaftig mod al trussel og foragtede den. Derfor svarede hun kejseren, som truede hende: “Tøv ikke med at udtænke alle pinsler, thi jeg glæder mig til at bringe mit kød og blod til Herren” og “Fuldbyrd din vilje med mig, thi se, jeg er beredt til alle pinsler”. Hun var også standhaftig mod alle gaver, som man tilbød hende. Dem forsmåede hun; thi da kejseren lovede hende, at hun skulle være den anden i hans palads, svarede hun: “Tal ikke til mig om sådanne ting, som det er en synd at tænke på”. Hun var også standhaftig mod al lidelse og overvandt den; det ser vi, da hun blev kastet i fængsel og flettet på hjulet.

Det fjerde er hendes jomfruelige renhed. Thi hun bevarede sin kyskhed også under de betingelser, hvor kyskheden let tager skade: Overflod af gods, som opløser; Anledning, som forfører; Ungdom, som pirrer til lyst; Frihed, som gør tøjlesløs; Skønhed, som tiltrækker. Under alle disse betingelser bevarede Katharina sin kyskhed. Thi hun levede i stor overflod af gods, da hun efterfulgte sine rige forældre. Hun havde megen anledning, da hun som herskerinde var sammen med sine tjenere hele dagen. Hun var også ung; og var tilmed fri: Thi hun forblev alene og fri tilbage i sit palads. Om disse fire ting er der ovenfor sagt: “Katharina, som var 18 år gammel, stod alene i sit palads, som var fyldt med tjenere og alle rigdomme”. Hun var også smuk, derom står skrevet: “Hun var også ganske spinkel og smuk og fremstod særligt indtagende med en besynderlig usigelig skønhed”.

Det femte er hendes særlige værdighed. Thi nogle hellige har haft særlige forrettigheder, når de tog afsked med dette liv, såsom: Herrens åbenbaring, som skete for evangelisten Johannes; udstrømningen af olie, det var hos Sankt Nicolaus; udstrømningen af mælk, det skete for Sankt Paulus; tillavningen af graven, som blev Sankt Clemens til del; bønhørelsen af bønnen, som skete for Sankt Margrethe, da hun bad for dem, som ville ære mindet om hende. Disse særlige forrettigheder var allesammen forenet hos Sankt Katharina, som vi har læst i legenden om hende.

Men man finder hos nogle en tvivl om, hvorvidt den hellige jomfru blev pint af Maxentius eller af Maximinus. Thi på den tid havde tre kejsere riget: Constantinus, som havde efterfulgt sin far som kejser; Maxentius; Maximianus søn, som i Rom blev udråbt til Augustus af de kejserlige riddere; og Maximinus, som var en Cæsar i ùsten. Men som krønikerne skriver, så rasede Maxentius i Rom mod de kristne, men Maximinus i øst. Således er det muligt, som nogle mener, at Maxentius blev sat i stedet for Maximinus, ved en skrivefejl.

LEGENDA AUREA fra ca. 1260 – Den mest berømte af legendarierne. Jacobus de Voragine (Verlag Lambert Schneider, Heidelberg, 10.udg. 1984) Teksten er oversat fra tysk af Henrik Juhl til lejligheden.