29. DAG

RYGTETS FORM

AF MIKKEL BOGH

Før vor moderne tid blev skulptur næsten uden undtagelse forbundet med antropomorf legemlighed – den var menneskelige proportioner bragt på fast, statuarisk og anskuelig form. Uanset om billedhuggeren interesserede sig for kroppens geometriske holdning eller omvendt for blødheden i kødet og i hudens overflade, så var den rumlige opbygning og legemliggørelse af en forestilling, et begreb, en persons passioner eller handlinger i et fast og samlet materiale ikke til at komme uden om.

Mange afgørende skridt væk fra denne antropomorfe skulptur er blevet taget i løbet af vort århundrede, navnlig i 60’erne, hvor kunstnere indledte systematiske eksperimenter med nye materialer og billeder, med kroppens plastiske muligheder og med objekters relationer til hinanden og til rummet, hinsides enhver akademisk konvention. Fra og med denne tid har skulpturen som kategori ikke længere været forpligtet på den statuariske fremstilling i et fast og samlet materiale; skulpturen har åbnet sig mod rummet, og rummet, i dette begrebs videste betydning, er trængt ind i skulpturen.

Hermed være ikke sagt, at man ikke kunne rejse mange centrale og stadigt aktuelle spørgsmål angående sammenhænge mellem kroppen og erfaringen og stoffet og billedet inden for rammerne af den klassiske skulpturopfattelse. Undertiden kan det ligefrem være nødvendigt at genoptage eller at genskrive nogle af de gamle intuitioner og problemstillinger, omend på et forvandlet skulpturbegrebs præmisser.

Med “Fama – Instant Saints” har Kirsten Justesen gjort noget sådant. Hendes skulpturinstallation tager hele rummet i Nikolaj kirke i besiddelse, og spænder sig ud i alle dets arkitektoniske, akustiske, historiske og liturgiske dimensioner. Men hvis værket befinder sig i et således udvidet rum, hvor er da det skulpturelle henne? Det skulpturelle består i selve sammenføjningen af rum, i måden at involvere den besøgende på, i de forskellige anvendelser af kroppen, i akkumulationen af objekter og lyde, i måden hvorpå hele “materialet” – indbefattet de opsamlede kommentarer fra publikum – holdes skrøbeligt sammen i et tilfældigt rituals åbne form.

Skulpturen er her opløst som fast størrelse givet i bestemt materiale og i et velafgrænset rum. Og ikke desto mindre er den beskæftiget med dette klassiske problem at opbygge en skikkelse, at give noget form, der eksisterer som en både individuel og kollektiv forestilling. Denne skulptur eksisterer på een gang som stof og som kommunikation, som en række materielle genstande og som en række flygtige og ikke altid tydelige tegn. Den udfolder sig i rummet, men også i tiden, hvorfor musikken, tidens kunstart par exellence, ikke længere er den fremmed (“Musik: Statuers ånde”, skriver Rilke). Den er ikke fikseret til et sted, en scene eller en afgjort form, og er snarere at ligne ved et foranderligt partitur, der angiver en form og et forløb, men ikke bestemmer karakteren og substansen af det skete. Den åbner sig altid mod det kommende.

(fortsættes)