31. DAG

Det fraværende

Af Jette Lundbo Levy

Stedet er bygget af faldende tid. (Christina Hesselholdt: Køkkenet, gravkammeret & landskabet. 1991)

Jeg hørte om noget, at hun første gang følte sig udvalgt, da hun som 12©årig hørte det rygte, der gik i familien om hendes mormors død. Den indfandt sig kort før hun blev fire år. De fortalte, at hun havde været på et ganske kort eftermiddagsbesøg, og da de gik, havde faderen i tankeløshed glemt at give pigen hendes vanter på, da de skulle ned i bilen. Kort efter havde mormoderen set vanterne ligge som to forladte genstande ude på entre-skabet. Vanternes form var rund om let bøjet, der var rynker i håndfladen. De var brunfarvede på indersiden af gravning i sand og fald mod jorden. Vanterne havde nok fået hende til at se pigens hænder for sig, sagde naboen, der havde fundet hende faldet om ved telefonen helt forvirret og fra den med vanterne knuget i den venstre hånd. Selv om de flere gange tog pigen med hen på hospitalet var det umuligt for dem at overbevise hende om, at pigen var i live.
Den tolvårige klippede den lange røde fletning af, der hang ned ad ryggen på hende. Og de sukkede lidt over, hun var ved at blive voksen. Hun begyndte også at gå med solbriller. Hun fik sår i øjnene, for nu kunne hun se, at der var alt for mange, der gik med kødtrævler mellem tænderne. De næste år trænede hun ved at holde sig vågen hele natten og forestille sig, at hun holdt en tiger i hånden i en rutchebane og sad helt stille, mens alle andre skreg.
Som femtenårig begyndte hun på det egentlige arbejde. Hun gik rundt i byen med sin afklippede fletning i hånden og ringede på dørene og bad folk om at give hende noget, som nogen havde glemt. Hun fik masser af vanter, handsker, halstørklæder, silketørklæder, tasker, rygsække, briller, paraplyer, skisokker, bøger og flossede strikkede trøjer. Men det tog mere end et år, før hun havde trusser, underbukser, brystholdere, børnesko, jakkesæt, veste, kjoler, underkjoler, højhælede sko, sandaler, manchetknapper og fingerringe nok. Hun lejede et nedlagt værksted, og i det største rum lagde hun alle ting i orden, mens hun med hænderne, genskabte hver enkelt tings lyd og stoflighed. Derefter kunne hun fotografere de glemte tings personer og steder og lægge dem ned i de store gamle metalarkiver, der stadigvæk stod der i et lille kontor. Fotografierne blev ordnet i et system, som opfangede alle variationer i former og steder. Da hun var blevet færdig med det arbejde, kunne hun godt se, at hun nu var blevet så gammel, så det var på tide, hun tænkte på selv at få børn. Det kunne imidlertid ikke afholde hende fra at gå i gang med den næste fase.
Alle de indsamlede, glemte ting måtte nænsomt renses, vaskes og stryges. Når tingende efter en ofte langvarig proces, der af og til krævede overmenneskelig opfindsomhed og kemiske studier af hende, var udglattede og anonyme, kunne hun putte dem i knitrende cellofanposer og pakke dem i kasser og sende dem østpå til et af de lande, hvor der for nylig havde været borgerkrig. Endelig var hun færdig med det, hun for længe siden var blevet udvalgt til.
Man kan ikke høre lyden fra den fraværende, som samler sin store bunke tøj om sig, og ingen fik noget blik fra den, der allerede var forsvundet.
Mange siger, de har set en stor udtrådt sko midt på gulvet der, hvor hun boede i så mange år.