44. DAG

ANMELDELSE I KRISTELIGT DAGBLAD, DEN 10.JANUAR 1997:

HELGENINDE TEGNET FREM VED FRASAGN.

Af Camilla Jalving
FAMA er både navnet på rygtets gudinde hos oldtidens romere og del af titlen på den aktuelle udstilling i Nikolaj Udstillingsbygning: “FAMA – INSTANT SAINTS” Kunstneren bag er billedhuggeren og scenografen Kirsten Justesen. Legenden bag er fortællingen om den hellige Katharina af Alexandria, der blev halshugget i 307, men om hvem intet sikkert vides. Hun er en imaginær skikkelse, som Kirsten Justesen lader træde frem i løbet af de 51 dage, udstillingen varer. Træder frem gennem rygtet. Som skabes af beskueren i mødet med udstillingen. Udstilling er måske et lidt for løst ord i denne sammenhæng. Snarere er der tale om en blanding af opstillede genstande, performance og rituelt teater opført i den gamle kirkebygning, der normalt fremstår temmelig afmystificeret, men som i Kirsten Justesens hænder er forvandlet til et dunkelt, sakralt rum.

I denne rygtets bolig udføres hver dag kl. 12.15 et efterhånden stigende antal handlinger, hvortil der knytter sig nogle objekter, nogle attributter. Reallydene herfra indgår i en komposition for kirkens orgel, der opføres kl.15.30 og for hver dag udvikler sig. Der er således både tale om et nu, et øjeblik, hvor en handling udføres og om en forsinket, forrykket tid, hvori handlinger aflejres som spor efter noget der har fundet sted. Spor som manifesterer sig i ord, lyde, objekter og billeder, der kryber ind som vedholdende rygter i beskuerens bevisthed. En cirkulær tid kunne man også kalde det. En cyklus hvori tingene vender tilbage som aftryk, hvor det reelle vender tilbage som en spejling, som en afglans af ideen. Den udførte handling vender tilbage som lydspor i en komposition. De opstillede objekter, det være en knappenål, en appelsin eller et vandfad, vender tilbage som billede i det arkiv Kirsten Justesen har sammensat som et erindringsskrin, dels over sit eget liv og dels over Katharina-legenden. Et skrin hvori fortid og nutid, legende og fakta smelter sammen og hvori rygtet, sporene efter handlingerne, synes ligeså betydningsfulde som handlingen selv.

Tidsbegrebet yder således kraftig modstand mod enhver entydig opfattelse af det reelle og af tidens lineære gang, såvel som mod det traditionelle kunstbegreb. Hvor maleriets flade på få øjeblikke kan overskues af øjet, tager Kirsten Justesens installation betydelig længere tid – 51 dage for at være helt præcis. Det må næsten være provokerende længe for den beskuer, som er vant til de lette pointer, de øjebliksbestemte “events” i en hurtigløbende begivenhedskultur. Men godt for det. Godt for langsomheden og for tankens stille nedsivning.

Til trods for, at udstillingen i sin idÇ kan virke strengt udtænkt og ekstremt konceptuel, er der bestemt plads til tanker og fortolkninger i det store kirkerum. Plads til åbenbaring og kultisk tilbedelse. Som beskuer er man rejsende ind i en ukendt legende; med alle sanser åbne, på jagt efter bare det mindste spor, der kan skabe et rygte, skabe en historie, skabe mening.

Og hver eneste dag kommer der nye spor til. Nye aftryk. Nye tidslommer, hvor tingene gentager sig, hvor noget fortælles og andet bliver fortalt i en raffineret rygtekæde, der går fra udstillingens gentagne handlinger, over de sanselige attribut- ter til den enkelte person.

Interessant bliver det at følge rygtets videre rejse. Det kultiske indhold kulminerer på udstillingens sidste åbningsdag, den 16. febuar, med kanonisering og hønsekødsuppe klokken 16:00.