3. DAG

BEGYNDELSE af Erik Meier Carlsen

Jeg er glad for opfordringen til at bidrage til denne begyndelse.
Vi lever vel ikke ved tidernes begyndelse, men måske nok i begyndelsernes tid.
Tiden mellem vintersolhverv og den følgende nymåne har i alle tiders kuturcentre på den nordlige halvkugle givet anledning til fejring af en ny begyndelse. Centralt i festen har stået exorcisme.

Forudsætningen for den nye begyndelse var udrensningen.

Fortidens anslag og aftryk er hyppigt blevet oplevet i form af dæmoner, systemer af beherskelse som greb hårdt om eksistensen og tvang den ind i forsnævrede mønstre af ulidelig gentagelse. Dæmoner måtte knuses eller forjages for at give rum og mulighed.

Festens ekstase, fyrværkeriet og afbrændingen af julens syndebukke var værktøj til dæmonernes fordrivelse. Projektet er risikabelt. Evangeliet erindrer os om, at når huset er fejet og prydet, vender den fordrevne dæmon ofte tilbage med syv af sine fæller og det sidste bliver værre for disse mennesker end det første. Alligevel er det vor skæbne at søge nye begyndelser. Og at optrevle det væv af fortid, der binder og begrænser os. Som vi i den danske offentlighed denne vinter jagtede historien bag politikkens tilsyneladende meningsløshed. Et aller andet sted må der skjule sig den hemmelige historie om, hvordan vi er kommet hertil, hvordan vi er endt i denne forvirring og retningsløshed, der hindrer os i at begynde forfra på udviklingen af et anstændigt menneskeligt fællesskab. De fleste har hørt rygtet og mange kan supplere det. Rygtet og sladderen har nået højder af famøsitet, når regeringens udenrigsminister sladrer offentligt om regeringens statsminister. Når nu hverken religionen eller den politiske ideologis dimension længere synes at give os mulighed for forstå vores egen situation, kan det måske tænkes at historien, eller nøglen til historien, gemmer sig i beretningen om de centrale politikeres eget liv, i deres personlige, hemmelige historie, i biografien, der registrerer de anslag og aftryk, som har bundet dem i deres indlysende forsnævring og hindrer dem i at begynde på en frisk. Politiske biografier er blevet et hit på bogmarkedet og har udviklet en offentlige selvransagelse og dæmonuddrivelse, som når en særlig kulmination i disse dage, når Nyrup Rasmussen omdanner sin regering og præsenterer et nyt hold for en ny begyndelse, som vil blive fejret med statsministerens nytårstale. At der ud af den politiske eksorcisme vil opstå instant saints og eksemplariske helgener er måske ikke så usandsynligt som det først kan forekomme. I jagten på nøglehistorien og den afslørende biografi er også vor nu næsten rent mytologiske eller ceremonielle politiske top, nemlig kongehuset, inddraget, og monarken, prinsgemalen og kronprinsen fejrer triumfer, mens demokratiets politikere søler sig selv og hinanden til. Nu begynder 51 dage af tiltagende anslag og aftryk i et åbent mulighedernes rum i Nikolaj. Da Kirsten inviterede mig fortalte hun mig, at projekt Famas grundstruktur, tallet 51 var vilkårligt i den forstand, at det opstod som nøjagtig det antal dage, udstillingen her var tildelt af arangøren. Hun tog fejl.

I det fjerde århundrede efter vor tidsregnings begyndelse levede i Indien en buddhistisk munk og helgen ved navn Asanga. Han samlede den buddhistiske psykologi i værket Abidharmasamuccaya. Her beskrev han de 51 mentale begivenheder, der konstituerer den menneskelige oplevelseshorisont. De 51 mentale begivenheder udgøres af:
De fem altid tilstedeværende som er: Kontakt, opmærksomhed, følelse erkendelse og motivation. De fem, som bestemmer genstande, som er: Tilhøren, tilbøjelighed, genkaldelse, overvejelse og skelnende opmærksomhed. De elleve ledsagende funktioner til enhver positiv indstilling som er: Tro, trofasthed, oplysthed, ligelighed, anstændighed, god opførsel, ikke-tilknytning, ikke-had, ikke-formørkelse, ikke-vold og udholdenhed. De seks rødder til stridende følelser, som er: Had, begær, stolthed, dumhed, verdslige sammenstillingers anskuelse og tvivl. Og de tyve underordnede stridende følelser som er: Vrede, fjendtlighed, ondskabsfuldhed, jalousi, lystenhed, bedrag, uærlighed, surhed, stolthed, foragt, uanstændighed, formørkelse, over-ivrighed, mistillid, dovenskab, ligegyldighed, glemsomhed, rastløshed og uopmærksomhed. Og de fire variabler som er: Sløvhed, fortrydelse, ideer og snagen. Dette er ifølge Asanga de kategorier, hvori ethvert af denne verdens anslag og aftryk vil uddifferentiere sig og konstituere vor verden. I den tantriske buddhisme, som udviklede sig i Tibet, blev Asangas model for de 51 mentale begivenheder forstået og brugt. Anvendelsen og forståelsen fandt blandt andet udtryk i en markant detalje i den tibetanske ikonografi. De guddommelige former, som den tantriske buddhisme ekcellerer i, omfatter vrede buddhaer, lystne buddhaer og vrede buddhaer, der modsvarer tankens passivitet, dens aktivitet og disse to kvaliteters syntese. De vrede buddhaer og de lystne buddhaer har omkring deres hals en lang kæde af frisk afhuggede hoveder. 51 bloddryppende hoveder er der i kæden, hvert hoved repræsenterer en af de 51 mentale begivenheder, der tilsammen udgør den almindelige forsnævring af vor eksistens Forud, under og efter de 51 mentale begivenheder findes begyndelsen som ubegrænset væren. I august måned videregav den tibetanske mester Tenga Rinpoche ved at seance der fandt sted i en forladt børnehave nær Odense et hjerteråd til ivrige disciple, som jeg var blandt. Hjerterådet var en såkaldt udpegende anvisning, oprindeligt givet af den store mester Dudjom Rinpoche og den lyder i en tilnærmet oversættelse således.

I DET ØJEBLIK, hvor den tidligere tanke er forsvundet, og den næste tanke ikke er opstået endnu, – er det ikke sandt, at der er en lysende klar, nøgen årvågenhed?

Er det ikke også sandt, at denne tilstand ikke varer ved? At i det næste øjeblik begynder tanker igen at opstå om et eller andet?

Det, som sker, er den naturlige udfoldelse af din årvågenhed, som tager form af en tanke om et eller andet.

Men bliver du opslugt af den udfoldelse, og lader den ene tanke følge den anden i en strøm, så er det i sig selv drivkraften i livshjulet, og fører blot til endnu mere forvildelse.

Det, som er nødvendigt, er at se ind i det, som tænker. Da bliver tanken ikke noget sted, den opløses helt af sig selv og bliver til intet i ur-rummets basale vidde.

At træne i det, er den egentlige og væsentlige træning.

Hermed ønsker jeg Fama og selskabet her en rigtig god begyndelse og øjeblikkelig helliggørelse.