6. DAG

LEGENDA AUREA

(del II/ VIII)

Katharina var datter af Kong Costus og blev med flid opdraget i de frie kunstarter. På den tid skete det, at kejser Maxentius bød hele folket både rig og fattig at drage til Alexandria for at ofre til afguderne; der ville han så også selv dømme de kristne som ikke ville ofre. Nu begav det sig, at Katharina, som på den tid var 18 år gammel, stod alene i sit palads, som var fyldt med tjenere og alle rigdomme. Da hørte hun dyrenes brummen og skrig og sangernes larm; derfor sendte hun et bud ud og lod ilsomt spørge, hvad der mon skete. Da hun forstod hvad det var, tog hun nogle fra sit palads, bevæbnede sig med korsets tegn, gik derhen, og fandt der mange kristne, som i dødsfrygt blev ført til ofringerne. Derved følte hun stor smerte, og trådte dristigt frem for kejseren og sagde: “Det ville klæde din værdighed, O kejser, og fornuften ville tilråde det, at jeg ville tilbyde dig min hilsen, hvis du erkender himlens skaber, og dit hjerte tøver ved de falske afguder”. Hun stod foran templets dør og begyndte med forskellige syllogiske slutninger allegorisk, metaforisk, dialektisk og mystisk at disputere mange ting med kejseren.

Derefter talte hun igen almindeligt og sagde: “Jeg har talt til dig som til en viis mand. Men tal nu du. Hvorfor har du til ingen nytte tilsagt dette folk til den dårskab, at de skal ofre til afguderne? Undrer du dig over dette tempel, som er skabt af håndværkernes hænder, dets kostelige forsiringer, som er som støv for vindens ansigt? Så se på himlen og jorden og havet og alt som er deri. Betænk himlens forsiringer som er solen, månen og stjernerne og fornem deres tjeneste, hvor de fra verdens begyndelse til dens ende dag og nat løber mod undergang og vender tilbage med opgang, og de bliver aldrig trætte. Beflitter du dig med at se dette, så spørg og forstå, hvem der kunne være mægtigere. Men hvis du erkender Herren, som han selv giver sig ind i din bevidsthed, og bliver det klart for dig, at ingen kan ligne sig med ham, så skal du tilbede og prise ham, thi han er en gud over alle guder og en herre over alle herrer”. Dernæst talte hun så viist om sønnen, som blev til menneske, at kejseren blev forskrækket og intet kunne svare herpå. Men da han kom til sig selv igen, talte han til hende: “Vent, O jomfru, og lad os først fuldbyrde vor ofring, dernæst vil vi svare dig”. Og han lod hende føre til sit palads og lod hende bevogte med flid; thi han undrede sig over hendes visdom og hendes legemes skønhed. Hun var også ganske spinkel og smuk og fremstod særligt indtagende med en besynderlig usigelig skønhed.